Gå tilbage

HR-chefen uddeler erfaringer: "Skil dig ud fra mængden"

I dag lancerer vi Mimers Brønd. Vores univers, hvor vi giver jer adgang til al den viden I har brug for, for at få jobbet. I vores første indlæg har vi snakket med Mads Stenger fra Power A/S, der i sin tid som HR-chef hos Power har været med til at ansætte intet mindre end 700 personer (!). Mads giver her sine råd til, hvordan du kan skille dig ud. Og hvem er bedre til at give råd, end dem der rent faktisk ansætter? 

Fakta om Mads og Power 

 

Power er Danmarks nye elektronikgigant. Power startede som en webshop i juni 2015, og har nu 12 varehuse. Målet er at blive en landsdækkende elektronikkæde indenfor de næste år.
Power har cirka 650 ansatte i Danmark.
Mads Stenger har 20 års erfaring indenfor detail og arbejder med ledelse og HR. Han tog til Power, da man startede op i Danmark og har siden da været ansvarlig for at ansætte de mere end 700 mennesker, der er startet i Power, og står nu som HR-chef med hele ansvaret for medarbejdertrivsel og rekruttering - en vigtigere og vigtigere rolle i en voksende organisation

Hvad er vigtigst: Jobansøgningen eller CV'et?

"Det afhænger meget af jobbet. Til lederpositioner kigger jeg typisk mest på CV'et, mens jeg for eksempel til en sælgerposition kigger mere på ansøgningen. Her handler det virkelig om at kunne brænde igennem, og vise sin motivation. Også hos unge mennesker vægter ansøgningen typisk højere, fordi der ikke altid er 20 års erfaring at prale med på CV'et. Så er det vigtigt at kunne vise, at man er motiveret og virkelig brænder for det her." Siger Mads Stenger, HR-chef i Power A/S. 

Ansøgningen og CV'et er det første indtryk, din potentielle nye arbejdsgiver får af dig, og derfor er det naturligvis vigtigt at denne står skarpt. Du ligger i en bunke, der tit tæller over 50 andre ansøgninger. Så hvilke punkter er det helt præcist, du skal fokusere på? 

"Der er altid tre ting, som jeg fokuserer allermest på, når jeg bladrer gennem en stak ansøgninger. Her taler vi om:
1) Hvad bibringer du til virksomheden? Hvordan kan lige præcis dine evner og erfaringer bruges hos os?
2) Hvad er din motivation? Hvorfor brænder du for at arbejde for os og i denne stilling?
3) Dine tanker om fremtiden? Og her tænker jeg ikke, at man skal sige, at man vil blive i Power de næste 15 år - det er utopi at tro det. Men hvis man ser Power som en karrierekanon til en større stilling i fremtiden, så er det også fint med mig - men kommuniker det i din ansøgning." 

Mads fremhæver endvidere også, at det er vigtigt, at man i sin jobansøgning sætter sig ind i virksomheden og finder ud af, hvilke værdier og kompetencer de lægger vægt på. Med andre ord, skal du skræddersy din ansøgning til jobbet og til virksomheden, hvis det skulle stå til Mads Stenger. 


Kontakt os *SKAL LAVES SOM LINK*

Det er okay at få hjælp

Ansøgningen kan sagtens være svær at skrive, og Mads lægger vægt på, at dårlig skriftlig kommunikation ikke nødvendigvis er diskvalificerende, men at hvis man sjusker får man det svært. 

"Man skal tænke på, at det er førstehåndsindtrykket. Ser jeg, at der står Netto i overskriften i stedet for Power, og ser jeg man ikke har gidet at rette indlysende fejl, så tænker jeg da straks: Er det sådan personens indstilling til ting er generelt?" 

Der er dog ingen skam i at få hjælp. Det viser blot motivation og selvindsigt, at man gør noget for at få jobbet. 

"Jeg tror, at alle alligevel får hjælp af deres familie eller venner, når de skriver en jobansøgning. Derfor ser jeg heller ikke noget problem i, at man erkender, at det ikke er her ens kompetencer ligger, og lader professionelle om at gøre det. Det viser blot modenhed og en stor ærgerrighed for, at det er det her du vil. Du vil have dette job!" 

 

Skil dig ud fra mængden i din jobansøgning

"Ja, det har jeg!" Svarer Mads bestemt og lettere grinende, da jeg spørger ham, om han i sin tid som HR-chef har modtaget nogle ansøgninger, der var helt obskure. 

"Jeg søgte på et tidspunkt en sælger, og fik en ansøgning ind, der kun fyldte én linje. "Jeg er den bedste sælger og derfor skal du ansætte mig" stod der. Jeg blev da nysgerrig, så jeg var nødt til at trække manden til samtale. Jeg var nødt til at vide, om han virkelig var god. Det fik min opmærksomhed." 

Også et skrabelod, hvor gevinsten var at hive kandidaten til samtale, figurerer over de mere specielle jobansøgninger Mads har modtaget, og omend man kan lide dem eller ej er budskabet klart: Du skal skille dig ud fra bunken af andre ansøgere. 

"Måske er én linje for kort i en ansøgning, men jeg er af den klare overbevisning, at du skal forsøge at holde det så kort som muligt i din ansøgning" siger Mads Stenger. "Du skal skrive om dig selv og dine kompetencer, samt hvordan de kan anvendes hos virksomheden. Din livshistorie er ikke så vigtig her." 

Naturligvis handler det også meget om jobbet man søger, og derfor er det også altid vigtigt, at du tilpasser din jobansøgning og dit CV til lige netop den stilling, du søger. 

"Det er klart, at en ansøgning til en økonomidirektørstilling er længere end en ansøgning til en sælgerstilling. Men når jeg ser en sælgers ansøgning på halvanden side, tænker jeg, er hun virkelig en sælger, når hun skal bruge halvanden side på at sælge sig selv?" 

 

Samtalen overskygger ansøgningen: Forbered dig

Samtalen er alfa omega. Det er her du kan bevise, at du er den rigtige person til jobbet, og det er her man finder ud af, om der er match mellem virksomheden og ansøgeren. Ansøgningen er blot din entrebillet til jobsamtalen. 

Hvordan får du den bedst mulige samtale? 

"Det er vigtigt at du forbereder dig. Få styr på de basale ting først. Hvor afholdes mødet og hvad tid. I denne sportsgren er punktlighed en dyd, og mange diskvalificerer dig allerede, hvis du kommer for sent. Sæt dig også ind i hvilken påklædning afspejler virksomheden og den stilling du søger." 

Det er også vigtigt, at være opmærksom på, at du bliver vurderet fra det øjeblik du træder ind ad døren, forklarer Mads Stenger. Derfor er din holdning, din udstråling og selv dit håndtryk også vigtige for successen af jobsamtalen. 

"Når du har fået styr på de basale ting, kan du også overveje, om du kan finde på nogle skarpe spørgsmål at stille din interviewer. Det kan vende hele jobsamtalen. Jeg havde engang en kandidat der spurgte, "hvad mener I som virksomhed, at jeg får ud af at tage jobbet?" Med et smart spørgsmål fik han vendt hele dynamikken af samtalen. Det var egentlig meget smart." 

Mads anbefaler også, at du rækker ud efter dit netværk. Kender du nogen, der arbejder hos virksomheden kan du få et forspring i forhold til andre kandidater. Du vil kunne finde ud af, om det er smart at ringe til lederen og mange andre gode indsigter. 

 

"Jeg ser Power som en karrierekanon, hvor mennesker er i fokus"

Power ansætter dig ikke kun baseret på din ansøgning. De ansætter dig især på din personlighed - og også baseret på andres personlighed. 

"Det der skiller os mest ud fra andre virksomheder er nok, at vi fokuserer så meget på personlighed. Vi har tiltro til, at Power Academy (Deres interne træningssystem red.) kan løfte de flestes faglighed - og så er det især personligheden, der er vigtig." 

Mads uddyber endvidere, at Power kigger på personlighedstest fra de dygtigste mennesker i deres organisation i forskellige roller, og matcher dem op mod nye kandidater - på den måde får de flere succesfulde typer i virksomheden. 

Da jeg spørger Mads om de tilbyder nogle frynsegoder for at få folk til at vælge Power som arbejdsplads, svarer han hurtigt "Nej, det gør vi ikke" og uddyber så: 

"Vi har ikke lavet pakker med gratis mobiltelefon, eller lignende. For det er ikke den type arbejdsplads vi vil have, og det er ikke de parametre vi vil slås på. Vi ønsker medarbejdere, der motiveret for at arbejde i vores organisation, fordi de finder den spændende, ser den som en karrierekanon, eller fordi de kan se fordele i vores læringsprogrammer. Ikke fordi vi tilbyder dem den nyeste telefon eller 10 kroner mere i løn." 

Hos Power er der fokus på mennesker, og netop denne betragtning opsummerer Mads Stenger, HR-chef i Power A/S' mantra, der lyder: "Hvis medarbejderne har det godt, har virksomheden det også godt." 

 

Har du brug for en skræddersyet ansøgning, så du kan få drømmejobbet - måske endda hos Mads og Power? Så tag kontakt til os i dag, og få en skræddersyet ansøgning fra en af vores professionelle skribenter.